Der var mediefokus da Finnerne i sidste uge valgte Sanna Marins, som deres statsminister. Med sine 34 år bliver hun verdens yngste statsleder og spørgsmålet er om det er for ungt?
Fokus var knap så stort i oktober måned, da den endnu yngre Sebastian Kurz, med sine kun 33 år, blev genvalgt som Østrigs forbundskansler. Her er der ikke tale om en regeringsleder, men en magtfuld post alligevel, så måske skyldes opmærksomheden på Sanna Marin også hendes køn, der sammen med alderen gør hende endnu mere atypisk som statsleder.
Men kan man så være for ung til en politisk toppost? Nej, er svaret, så længe man bliver annerkendt som voksen. Se bare borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, der siden hun blev valg som 25-årig har flyttet Holbæk ud af rollen, som Danmarks fattigste kommune. Men for at kunne opnå det, har Christina Krzyrosiak Hansen omgivet sig med personer, der har en anderledes profil hende selv.
Den nye Finske centrum-venstreregering ser mere ens ud. Den består af fem partier, der alle har kvinder på formandsposterne og fire af dem er under 35 år. Et homogent magtorgan kan blive et større problem end den unge alder på et statsoverhoved. Bekymringen er baseret på studier, der viser at den friktion man tilfører ved forskellige perspektiver, fører til mere langtidsholdbare beslutninger. Man kan argumentere for at værdibaserede partiforskelle til dels vil hindre en alt for ens tankegang i den Finske regering, men ingen af os kan sige sig fri fra påvirkning af forudindtagede holdninger og ubevidste fordomme i form af bias. Jo flere parametre (alder, etnicitet, uddannelse, køn etc.) man har til fælles i en beslutningsgruppe, jo større er tendensen til blinde vinkler, med risikoen for etisk normskred til følge, som vi har set det i finanssektoren det seneste årti.
Koncernledelsen i danske banker består ofte af personer, der er påfaldende ens i alder, køn, uddannelse og geografisk bopæl. Det er ikke nyt, men jeg er kritisk over for argumentet ”vi ansætter den bedste person til jobbet”, fordi det ofte viser det sig at være personer, der ligner forgængerne på en prik, selvom talentmassen fra universiteterne har ændret sig markant henover de seneste generationer. Vores tiltro er stor til de rationelle evner i vurderingen af og udvælgelsen af de kompetencer, det kræver for at være en god leder. Men hvad er det præcis, der skal til for god ledelse og hvem kan måle det? Det lader til at være en flydende grænse, så måske skulle vi heller ansætte bedste person til teamet. Det vil i højere grad sikrer den diversitet, der kan udfordre og beskytte os mod blinde vinkler.
Problemet ved et magtorgan, der består af personer som ser fuldstændig ens ud, er at de med stor sandsynlighed bliver mødt på den samme måde i verden. Identiske oplevelser i samme kultur skaber ens tolkninger og fremmer et fælles perspektiv på problemstillinger. Det gør det nemt at træffe beslutninger og studier viser, at vi mennesker har en god oplevelse af effektivitet, når vi er i en homogen beslutningsgruppe. Samme studie viser dog også, at der er større risiko for, at vi ikke har været hele vejen rundt om problemstillingen. Som minimum efterlader det beslutningslederen for en homogen gruppe med et øget ansvar for at lege ”djævlens advokat” og stille spørgsmålet: hvorfor kunne dette være en dårlig beslutning? I en travl hverdag bliver den del af beslutningsprocessen alt for ofte skippet.
De folkevalgte har vi selv indflydelse på, men i finanssektoren og andre magtorganer er vi overladt til topledelsens egne bedømmelser. Måske var det derfor at kritikken var stor, da Jyske Bank i september præsenterede sin koncernledelse bestående af 21 mænd, der til forveksling ligner hinanden. Dengang var det relevant at problematiserede den homogene sammensætning. Det ville være hyklerisk ikke at påpege samme faldgrube, bare fordi der i Finland er tale om folkevalgte kvinder.
Men når det er sagt, så får Sanna Marin rig mulighed for sparring på tværs, fordi hun netop afviger fra de fleste andre i hendes felt. Hun deler skæbne med Obama og andre magthavere, der ikke passer ind i den stereotype opfattelse af hvordan en topleder ser ud. De har en anderledes og mindre direkte vej til magten. Deres erfaringer gør dem særligt kontekstbevidste og ofte gode til at se problemstillinger fra et andet perspektiv, så der er grund til at tro at Sanna Marin er klædt godt på til rollen som statsleder netop på baggrund af sin alder og køn.
Opinion: Finlands nye regering er ikke for ung, men måske for ens (borsen.dk)
